Caries/ huller i tænderne
Caries i tænderne opstår som følge af bakteriel syrepåvirkning af tænderne, idet bakterierne producerer syrer som nedbryder tandkrystallen. Bakteriernes vækst i mundhulen er derfor nødt til at begrænses ved kontinuerlig mundhygiejne. Den daglig routine med tandbørstning to gange med flouridholdig tandpasta er afgørende for at holde bakteriel vækst nede og minimere risko for caries. Ligeledes anbefales tandtråd og evt. mellemrumsbørster og tandstikker til at renholde mellemrummene imellem tænderne. Hver mundhule er lidt forskellig. Tag din tandbørste og tandtråd med til eftersyn og få rådgivning om hvordan du holder rent og hvad der kan optimeres.
Tandkødsbetændelse/ tandkødsblødning
Mange oplever at tandkødet bløder ved tandbørstning eller brug af tandtråd. Opsøg tandlægen angående dette da der kan være behov for at justere vaner, tandbørstrutine eller behandle det. Der er multiple årsager til at tandkødsblødning kan opstå. En del medicin og kosttilskud kan forårsage blødning og er ikke nødvendigvis et udtryk for tandkødsbetændelse. Men blødning fra tandkødet kan komme pga. for højt sukkerindtag, for dårlig mundhygiejne, tandstensophobning, begyndende parodontitis, bakteriel vækst, svampeinfektion, dårligt immunforsvar m.m. Det kan nogle gange være et puslespil at kortlægge årsagen da den kan hænge sammen med adfærd, vævstype og kost.
Paradontitis/ tandkødslommer
Parodontitis (populært kaldet parodontose) er den tilstand hvor vævet omkring tænderne er betændt og trækker sig tilbage og hvor tanden mister sit fæste i knoglen. Det er en proces der starter med tandkødsblødning. Tandhalsene kan blive lange eller der kan opstå lommedannelse som kun opdages ved tandeftersyn. Længere fremme i processen bliver tænderne løse og kan finde på at vandre eller falde ud. Den bedste behandling af parodontitis er tidlig erkendelse af problemet, hvorfor tandeftersyn med kontrol af fæstetab og tandkødslommer er essentiel. Rygning, dårlig sårheling, manglende mundhygiejne, dårlig ernæring, store mængder tandstensdannelse, diabetes er eksempler på disponerende faktorer for parodontitis. Det er en multifaktoriel problematik og skal derfor behandles med mekanisk professionel rensning af tænderne, bekæmpelse af mikrofilmen (bakteriebelægninger) ved daglige hjemmerutiner og med regelmæssig god livsstil i den tidlige fase. Er der fremskreden parodontitis kan fjernelse af tænder og fiksering af løse tænder komme på tale. Vi sigter altid mod at bibeholde egne tænder længst muligt og vil give dig den nødvendig information og rådgivning.
Tandslid
Tidens tand kan ikke forhindres men man kan selv gøre meget for at forhindre tandslid. Tandslid forårsages af tygning, tandbørstning og tænderskæren med syreholdig kost og drikkevarer har også en meget stor betydning for udviklingen af tandslid. Ved tandeftersyn kigger vi på det og rådgiver dig til den rigtige adfærd ift. Kost, renhold og evt behov for forebyggende tiltag til at styrke din tandkrystal.
Tænderskæren
Tænderskæren hænger ofte sammen med søvnproblematikker, stress og parafunktion. Vi hjælper dig til at forstå mekanismerne og til hvad du selv kan gøre for at fohindre tandslid, spændingshovedpiner og muskelømhed. Ofte behandler vi tænderskæren med blød eller hård bidskinne til forebyggelse. Lad dig rådgive til eftersyn eller ring for mere information.
Tandtab
Tandtab kan ikke altid forhindres men det er vigtigt at forstå at tandtab næsten altid resulterer i at de resterende tænder delvist overbelastes eller at man får en foretrukken tyggeside der så overbelastes og det er ikke ualmindeligt at tandtab resulterer i flere ulykker som knækkede tænder i den modsatte side af munden. Ved tandtab i sideregionerne i underkæben er det især vigtigt at lade sig rådgive idet man her kan observere kipning og forandringer i biddet efter et tandtab. Tænderne kan vandre og flytte sig og det kan resultere i at sammenbiddet ændres og forringes eller ødelægges i den pågældende side. Vi rådgiver gerne om erstatning af tabte tænder.
Kæbeledsknæk og låsninger af kæben
Kæbeledsknæk og låsninger af kæben er en forholdsvis almindelig tilstand i kæbeleddet som giver en del bekymringer hos de patienter der oplever det. Det opstår hyppigst som et symptombillede på en bruskskive i kæbeleddet der har lagt sig lidt forkert (en discusdisplacering). Vi er henvisningsklinik for patienter med denne type problemer og kan hjælpe patienterne med øvelser, information og forklaringer på denne tilstand. Oftest er der ikke tale om noget alvorligt, men dem der oplever det kan opleve gener ved tygning i form af lyde (nogle gange meget høje så andre kan høre at de knækker i leddet når de tygger). Derudover kan der opstå låsninger hvor patienten ikke kan gabe op og nedsat gabeevne med tyggebesvær til følge. Der er oftest brug for individuel vejledning, da to tilstande ikke er helt ens i symptombilledet.
Ansigtssmerter og orofacial smerte
Ansigtssmerter kan opstå af mange årsager. Ansigtet er et multifunktionelt område med mange forskellige væv som gør at vi kan tale, tygge, synke, gabe, smage, lugte, høre, se m.m. Der mange tilstande i forskellige væv der kan give anledning til smerter. Det er nogle gange et detektivarbejde at finde frem til det væv smerten udgår fra. Ydermere er smertetilstande hos mennesker komplekse og ikke altid et udtryk for vævsskade. Man udreder ansigtssmerter ved at gå meget systematisk til værks og udelukke en ting ad gangen. Derfor vil patienter med ansigtssmerter ofte komme en del rundt i sundhedssystemet for at blive udredt. Vi får en del patienter henvist der allerede har været hos øre-næse-hals-lægen, neurologen, hovedpinecentret, fysioterapeuten og hvor egen tandlæge ikke har kunnet finde en årsag. Vi udreder efter det internationalt anerkendte system: Diagnostic criteria for temporomandibular disorders (DC-TMD).
Tandbyld
En tandbyld opstår ofte i forbindelse med at en tand ”dør” (devitaliserer) og bliver betændt. Denne proces kan foregå på forskellig vis og opstå enten pga. et slag på tanden (tandtraume), et dybt hul i tanden der går til nerven og kontaminerer nerveområdet med bakterier (profundcaries med pulainvolvering), men kan også opstå ved at en tand får en revne (infraktion) eller ved at tanden har fremskreden parodontitis (nedbrydning af vævet omkring den). Det er ofte forbundet med mange smerter for patienten og hævelse og pusflås er ikke ualmindelige. Smerten er oftest størst hvis betændelsen bygger sig op under tanden og endnu ikke kan komme ud. Det kan hæve og penicillin kan blive nødvendig. Kroppen forsøger at finde afløb for betændelsen og det kan ske ved at der kommer en lille udgang ud for tanden der brister og gul pus flyder ud. Så vil smerterne ofte aftage, men betændelsen vil stadig være der og skal behandles. Man kan også risikere at betændelsen finder vej ind i en blodbane og give anledning til blodforgiftning og blive alvorlig infektion. Derfor er det vigtig at opsøge tandlæge når der er smerter fra tænder, da man kan undgå dette ved at behandle i tide. Behandlingen kan være rodbehandling, kirurgi eller fjernelse af tanden nogle gange i kombination med antibiotika hvis der er påvirket almentilstand.
Visdomstandsfrembrud
Visdomstænderne kommer typisk i alderen 20-30 og en hel del kommer helt uproblematisk, men nogle kipper og har forkert retning enten ud i kinden hvor de giver sår, eller ind mod nabotanden. En del vælger man at fjerne for at forhindre at de ødelægger nabotanden, da man ved at de kan finde på at nedbryde overfladen på dem under deres forsøg på at komme frem. Andre fjerner man fordi tandkødet og knoglen omkring dem kan blive betændt hvis der ikke er plads til at de kommer helt frem og kun kigger lidt ud med et hjørne. Man kan selv sørge for at holde god mundhygiejne under frembruddet med en solotandbørste og evt. brug af klorhexidin.
Resorptioner
Tandresorptioner er et tilsyneladende voksende problem med ukendt årsag. Tilstanden er karakteriseret ved at tandvæv nedbrydes af nogle af kroppens egne celler og svækker tanden. Man ser det nogle gange på tænder der har været udsat for traumer/slag og på patienter der har fået foretaget tandregulering (ortodonti med alignmentbehandlinger eller fast apparatur), men sammenhængen er stadig uklar. Man inddeler dem i eksterne og interne resorptioner og de udvikler sig forskelligt hurtigt. Nogle gange kan man behandle ved at rodbehandle tanden, andre gange må tanden fjernes. Røntgenundersøgelser og 3D optagelser er vigtige i diagnostikken for at lave den rigtige behandling.
Periimplantitis
Ligesom man kan få tandkødsbetændelse og parodontitis omkring tænder hvor vævet omkring tænderne trækker sig tilbage, ses dette problem også nogle gange på implantater. Da implantater har et skruegevind, kan det gå hurtigere end omkring tænder med nedbrydningen og derfor er tandrensninger og god mundhygiejne vigtige forbyggende tiltag. Kontakt tandlægen hvis du oplever blødning og ubehag omkring implantater. Tidlig behandling er vigtig for at afhjælpe evt. startende periimplantitis.
Knækket tand/ tyggeskade
Vi har ofte patienter der kommer med en knækket tand. Årsagerne er oftest tandens alder og belastningsgrad, ligesom det er afgørende om tanden har store fyldninger og revner. Hvis tanden er knækket ”heldigt” kan man ofte behandle med krone eller lappe med en plastfyldning. Andre gange knækker den uheldigt ind til nerven og rodbehandling kan komme på tale. Hvis tanden knækker vertikalt ned af rodoverfladen, er det ikke muligt at redde tanden og man må fjerne den. Vær opmærksom på om du har en forsikring der dækker tandskade når du kontakter tandlægen omkring din knækkede tand. Det er vigtigt at vi skriver i journalen at det er en tyggeskade og hvad du har tygget på ift. Hvordan din forsikring dækker skaden. Hvis du tygger på en sten i et brød, kan man evt. gemme stenen.
Tyggemuskelømhed
En del mennesker går rundt med tyggemuskelømhed pga. stress og tandpres/tænderskæren. Vi er henvisningklinik for parafunktioner i tandområdet og yder vejledning og behandling heraf. Den rigtige bidskinne vil være et redskab til at styrke dit tyggesystem og kan komme på tale. Andre tiltag er af fysioterapeutisk karakter og rådgivning omkring adfærd. En ikke ubetydelig del af problemet kan hænge sammen med søvn, vaner og stress.
Mundtørhed
Mundtørhed er tandlægens værste fjende. Patienter med voldsom mundtørhed lider under at kinderne sidder fast på tænderne og tungen føles som ørkensand. Det har mange konsekvenser at mundhulen er tør. Dels er det svært at spise og tygge, maden smager ikke lige så godt og kan være svær at findele uden at drikke vand til. Dels bliver tandkrystallen meget sprød af udtørring og har større tendens til at knække og blive angrebet af syre. Massiv cariesudvikling med nye huller hver 6-12 måned er ikke ualmindelig og tandlægen kæmper for at holde problemerne i skak og forhindre tandtab. Årsagerne til mundtørhed er ofte indtag af meget forskellig medicin (herunder psykofarmaka) og at denne medicincocktail påvirker spytproduktionen. Tyggegummistimulation er ikke altid nok til at afhjælpe problemet. Kronebehandlinger kan nogle gange forhale problemet men vil ikke løse årsagen at det opstår. Duraphattandpasta med ca. 6 gange så meget fluorid som almindelig tandpasta vil være en del af de forebyggende tiltag for at styrke overfladerne på tænderne.
Slimhindeforandringer i mundhulen
Tandlægen er den fagperson i sundhedssystemet der ser slimhinderne i mundhulen hyppigst og vil bemærke hvis overfladen har en forkert farve eller form. Dog er det øre-næse-hals-lægen i det danske sundhedssystem der vurderer om tilstandene vi som tandlæger finder, er noget der skal behandles. Vi sender mange patienter forbi ØNH-lægen hvert år hvis vi er i tvivl om et sår der ikke vil hele eller om en slimhindeforandring kræver behandling.
Tandtraumer
Cykelstyrt, rulleskøjtestyrt og trampolinulykker er hyppige årsager til tandtraumer, men alle styrt kan give tandtraumer og hvis du har slået dine fortænder, er det vigtigt at få taget et røntgenbillede og få kontrolleret at tanden er i live gennem det næste års tid. Tandtraumer er oftest dækket hvis man har en almindelig ulykkesforsikring. Vi behandler alle salgs tandtraumer og anbefaler at man kommer til tandlæge hurtigst muligt. Hvis tanden er løs eller slået ud er der risiko for tandtab og derfor er det fornuftigt at have en forsikring der dækker tandtraumer. Hvis en tand falder helt ud skal den hurtigst muligt tilbage i knoglen for at sikre dens bevaring. Derfor tæller hvert minut viser statistikken. Ring til tandlægevagten hvis det er udenfor din tandlæges åbningstid.
Gode råd
Efter tandfjernelse / operation i mundhulen
Efter tandfjernelse vil du have fået information om hvordan du skal forholde dig, men her er lidt ekstra råd hvis du bliver i tvivl om noget:
Hvordan heler såret i munden?: Et sår i mundhulen efter en tandfjernelse er typisk en fordybning i knoglen. I denne danner der sig efter en tandfjernelse en klump blod (=koagelet). Denne klump blod er på en måde dit plaster og må ikke falde ud, da den beskytter knoglen nedenunder, så der ikke går infektion. Huden vil typisk vokse hen over såret hvor tanden blev fjernet på 6-10 dage. Sørg for at der ikke sætter sig en madrest, da den vil forstyrre sårhelingen. Du skal ikke suge i såret eller gurgle, da det kan få blodklumpen til at gå tabt.
Hvordan holder jeg rent omkring såret?: Sørg for at du får børstet tænder som du plejer to gange dagligt, men vær særlig forsigtig omkring såret, som kun skal berøres meget lidt. Undtagelsen er hvis du kan se eller mærke at der sidder en madrest. I givet fald prøver du at fiske denne op med en solotandbørste eller med en vatpind eller forsigtig med en tandstik. Man kan bruge klorhexidin mundskyllevæske når koaglet har dannet sig efter 1-2 døgn. Det vil forsinke sårhelingen lidt og er ikke altid nødvendigt, men hvis du har en dårlig smag i munden eller har svært ved at holde madresterne væk fra såret kan det være en måde at forhindre vækst af bakterier i såret.
Hvad skal jeg spise?: Lige efter en tandoperation skal du vente med at spise til bedøvelsen er forsvundet og du har fuld kontrol over læber og tunge. Samme dag anbefales at man undlader at spise varme fødeemner og drikke alkohol og ryge, da det vil stimulere blødningen. I de første par dage hvor der er et friskt sår, kan det være tilrådeligt at undgå sukker helt, da det vil skabe unødig bakterievækst. Mange tror desuden, at det er godt at spise flydende kost lige efter en operation, men dette vil flyde lige ned i såret, derfor er hverken suppe eller yoghurt en god ide. Spis hellere ting der ikke skal tygges for meget og ikke er for grynede, så de falder ned i fordybningen efter tandfjernelsen (f.eks. blødt rugbrød med pålæg, røræg, pastaretter, frikadeller).
Vil det hæve og bløde?: Det kommer an på hvor lang tid operationen tog, om der blev fjernet knogle for at få tanden ud og om der er et kar der står og siver lidt. Det er helt normalt med let hævelse, men især de første timer efter operationen kan man vha. en kølepose fra fryseren hindre at det hæver op. Læg et tyndt klæde i mellem og læg den på kinden i området hvor tanden blev fjernet i 10 min og hold så 10 min pause. Evt. gentag flere gange. Det må gerne sive lidt med blod fra såret, men ikke i timevis. Kontakt ellers tandlægen igen eller vagtlægen/ tandlægevagten. Om natten når du lægger dig til at sove kan et gammelt håndklæde på hovedpuden være en god ide, da der kan komme lidt blod om natten når man ligger i en varm seng. Sørg for at lufte godt ud inden du går i seng, så du sover et køligt sted. Hvis tandlægen har anbefalet at tage nogle Ibuprofen de først par dage er det en god ide at tage dem for at modvirke hævelsen.
Hvad gør jeg ved smerter?: Når bedøvelsen forsvinder, vil almindelig smertestillende piller være en god ide. F.eks. ibuprofen eller paracetamol i almindelige doser (obs kontakt egen læge hvis du er i tvivl om du kan tåle smertestillende). Ibuprofen kan hjælpe med at mindske hævelse og holde smerterne væk samtidig. Det er meget individuelt hvor mange smerter man får og typisk er der flere smerter, hvis der blev fjernet lidt knogle for at få tanden ud. Hold øje med smerteniveauet. Normalt vil smerterne langsom aftage henover nogle dage eller nogle uger. Hvis de ikke var så slemme i starten men senere tiltager, anbefales det at opsøge tandlægen for at få skyllet med saltvand/ klorhexidin og set om der er infektion.
indtag af sukker og syre ift din tandsundhed
Sukker (der menes især raffineret sukker) er en meget potent energikilde for bakteriel vækst. Mundhulen i sig selv er et perfekt sted for bakterier at vokse og fkolonisere, da der er varmt og fugtigt. Sukkeret i sig selv giver ikke hullerne i tænderne hvad nogen tror. Det er den bakterielle vækst i mundhulen som sukkeret forårsager der er problemet. Når sukkeret metaboliseres af bakterierne danner disse myresyre og denne syre opløser tandkrystallen og giver huller i tænderne. Tandens yderste lag (emaljen) er en meget stærk struktur, så på de flader hvor bakterievæksten er nem at holde nede med tandbørsten ser vi færre huller. Det er i mellemrummene, bagerst i tandrækken og nogle gange langs tandkødsrannen at bakterierne hæfter mere uforstyrret og giver huller.
Sørg for at holde din bakterielle vækst nede dels mekanisk med din tandbørste, tandtråd og mellemrumsbørster og tandstikker, dels ved ikke at give bakterierne for meget energirig kost. En god kost for tænderne er sukkerfattig og kulhydratfattig. Kulhydrater af alle slags kan bruges af bakterierne, men har ikke helt så stor effekt som raffineret sukker. Det gode råd: Undgå store mængder sukker og vælg alternativer til slik som har en ernæringsmæssig værdi, f.eks. frugt, nødder, popkorn.
Syreholdige fødeemner og drikkevarer er en jungle at finde rundt i. Al syre vil til en vis grad opløse tændernes overflader og ønsker man at beholde tænderne hele livet bør man minimere sit syreindtag. Men samtidig er det ernæringsmæssigt nødvendigt at indtage f.eks. c vitamin der også er en syre der findes i mange frugter. Derfor skal det balanceres. De fleste ”sjove” drikke er syreholdige i en eller anden grad, men dem der er værst for tænderne, er sodavand, som ofte indeholder fosforsyre der ikke har nogen ernæringsmæssig berettigelse. Danskvand er lidt mildere ved tænderne da det kun indeholder kulsyre (gælder ikke den med citrussmag). Man kan ikke rigtig bruge sine smagsløg til at vurdere sodavands surhedsgrad, da det sure balanceres med sødestoffer eller sukker. Derfor har man svært ved at vurdere hvor surt det egentlig er. Vin er også en forholdsvis sur drik og kan give erosionsskade på samme måde som sodavand. Det gode råd: Sluk primært tørsten i vand. Alle andre drikke skal indtages i mindre mængder og bør primært være til fest og undtagelser.
TANDLÆGESKRÆK
Tandlægebehandling er noget der hos mange skaber utryghed og angst. Hos os lægger vi stor vægt på at lytte til hvad der kan være årsagen hos den enkelte. Det er typisk ikke det samme for to mennesker. Hos nogen er det hele situationen med at blive lagt ned i stolen og at man oplever at miste kontrollen, da man jo heller ikke kan se hvad der foregår i munden. Hos rigtig mange er erindring om smerter ved en tidligere tandbehandling årsag til tandlægeskræk og man får lyst til at aflyse sin tid på dagen og har ikke sovet om natten. Det er vigtigt at forstå at følelserne omkring det, er noget man kan arbejde på, med sin fornuft og i samarbejde med sin tandlæge. Det skal være en tryg oplevelse hos tandlægen og man skal kunne sige fra, hvis man har brug for pause eller mere bedøvelse. Vi går op i smertedækning og samtale omkring den enkeltes angst. Der er forskellige små redskaber som vi tager i brug når du ligger i stolen. Nogen har brug for at vide hvad der sker hele tiden og på den måde klipper man behandlingen op i små bidder der nemmere kan overstås. Andre skal have hjælp til at huske at trække vejret og give lidt slip på musklerne. Det er individuelt hvad der virker. Hvis du har tandlægeskræk, vil det være en god ide at have gjort dig nogle tanker om hvad du er bange for eller hvilke dårlige oplevelser du har haft, der kan have skabt denne angst. Fortæl din tandlæge/ tandplejer om det, da det giver vedkommende mulighed for at tilrettelægge forløbet individuelt for dig.
Second opinion
Da tandlægebehandling kræver tillid mellem behandler og patient er en second opinion ikke nogen dårlig ide, især hvis man skal have foretaget større behandlinger. Vi yder grundig rådgivning/ konsulentbistand også til patienter der går hos andre tandlæger. Hvis du har fået et overslag på en behandling, kan det være godt at få en andens mening både for at sikre at prisen er rimelig, men også for at få bekræftet diagnoserne bag. To behandlere vil ikke behandle alt ens, men vi vil gerne hjælpe med vores mening og vurdere nogen andres forslag eller gå i dialog på patientens vegne.